Tag-arkiv: DIY

DIY – Hæklede påskeæg

Hæklede påskeæg

Hæklede påskeæg

Jeg har hæklet lidt påskeæg og vil gerne dele opskriften med Jer. Jeg synes de æg, jeg kunne finde opskrifter på, er lidt for store, så nu har jeg lavet en opskrift til et lidt mindre æg. Mine æg er ca. 5 cm lange og 3 cm brede.

Jeg har hæklet dem i 1 tråd 8/4 bomuld og 1 tråd venus hæklegarn (kan købes her) på nål 3.

Opskrift:

** = gentag runden ud

Lav 6 fm i en “magisk ring” ( se evt. hvordan på youtube)

  1. 2 fm i hver (12)
  2. ingen udtagninger
  3. 2 fm i hver 3. (16)
  4. ingen udtagninger
  5. 2 i hver 4. (20)
  6. ingen udtagninger
  7. *3 fm, 2 fm sm* (16)
  8. ingen udtagninger
  9. *2 fm, 2 fm sm* (12)
  10. ingen udtagninger – kom fyld i ( jeg bruger polyesterfyld fra gamle tøjdyr, som jeg vasker og tørretumbler i et pudebetræk)
  11. *1 fm, 2 fm sm* (8) Fyld evt. lidt ekstra fyld i.
  12. *2 fm sm* (4)
  13. Luk hullet med en nål og bomuldstråden og lav ophæng med venus-tråden.
Hæklede påskeæg

hæklede påskeæg

Bruger du min opskrift og viser den på de sociale medier, må du meget gerne tagge mig @roderum.dk og #roderum :-)

God påske!

Hus til opbevaring

DIY Opbevaring til børneværelset

Hvorfor ved jeg ikke, men jeg fik pludselig lyst til at lave et lille hus. Det færdige resultat kom til at se sådan ud:

Opbevaring hus

Opbevaringshus

Det kan bruges til opbevaring på børneværelset eller bare til leg. Vores drenge elsker at putte ting i kasser og kurve!

Hvis du selv har lyst til at lave et lignende, kan du bruge skabelonen her.

Syvejledning:

Tegn mønsterdele af og tilføj 1 cm sømrum.

Klip følgende:

1 husvæg i yderstof (husk at lægge mønster mod fold)

1 husvæg i voksdug (husk at lægge mønster mod fold)

1 bund i yderstof

1 bund i voksdug

4 x tag i yderstof.

Sy de fire tag-dele sammen (ikke den sidste søm, som lukker taget!) og pres. Brug som skabelon og klip 1 lag pladevat og et lag stof til undertag.

Læg ydersiden af taget på pladevattet og stik i de 3 sammensyninger, så vattet bliver quiltet fast. Sy de sidste to sider sammen så taget lukker på både yder- og undertag.

Vendesy yder- og inderside af taget og lad et hul stå åbent.

Vend taget og stik i kanten hele vejen rundt så hullet bliver lukket og så undertaget ikke buler ud forneden.

Tag til kurv

Lav evt. dekoration  på husvæggen med små applikationer, som jeg har gjort eller gå videre til sammensyning.

Pres øverste kant på begge husvægge 1 cm ned.

Sy husvæg sammen ret mod ret, pres.

Sy voksdugvæg sammen ret mod ret, pres.

Lav to små “flapper” og sy eller klister velcrostykker på. ( Kan udelades )

Placér de to velcro”flapper” i hver sin side med nåle, ind imellem voksdug og yderstof, så velcroen vender ud af. Stik i kanten.

Læg bundene sammen og stik 0,5 cm hele vejen rundt for at holde dem sammen. Sy derefter bund og væg sammen, ret mod ret (yderside mod yderside).

Sy kantbånd på rundt i bunden.

Kurv

Placér taget på huset og marker, hvor velcroen skal sidde på undertaget og sy eller klister den fast.

FÆRDIG 😀

Opbevaringshus

Her bor Hr. Robot

Hvis du laver et lille hus til dig selv eller dine børn og viser det på de sociale medier, så vil det glæde mig super meget, hvis du tagger det #roderum, så kigger jeg med 😉

 

Pirat sværd

DIY – Pirat sværd

På torsdag skal vi til sommerfest i børnehaven og temaet er “Pirater”. Derfor har jeg været i gang med at finde lidt til udklædning. Tilfældigvis har jeg lige købt drengene en stribet T-shirt hver, så overdelen var nem! Derudover klipper jeg nogen gamle bukser lidt i stykker og så skal de have hver en klud om hovedet (det skal vi gamle naturligvis også ).

 

Pirat kostumeSom tilbehør til beklædningen har jeg lavet to pirat sværd og her har jeg lavet en lille gør-det-selv vejledning. Skabelonen dertil finder du HER og tilgiv mig, at jeg var for doven til at hente linealen🙈

Model A med rund “håndbeskytter”, ( som jeg kalder dem, for jeg aner ikke, hvad sådan noget hedder! ) og model B med buet “håndbeskytter”.

Det skal du bruge:

Karton til knivblad

Bølgepap ( man kan også bruge ark i skum el plastik ) til håndtag og håndbeskytter

En god limstift eller limpistol

Lille kniv til at skære samlehuller

Spids genstand til at ridse i foldelinjen

Evt. en ispind, kraftig karton eller andet til at stive sværdet af med.

Man gør således:

Klip to knivblade og rids i den stiplede linje på bagsiden. Fold og lim de to smalle kanter sammen. Lad tørre.

Hvis du har valgt alm. karton, som jeg, så skal du nu lime en ispind eller et stykke af noget andet stift ( ca. 12-15 cm langt ) halvt ind på knivbladet og den anden halvdel går ud i håndtaget.. håndtag?.. skaft?!.. nå pyt! Derefter limes knivbladene helt sammen.

Så sætter du håndbeskytteren ned over ( på model B er det enden med den korteste åbning), så langt mod knivbladet som muligt.

Pirat sværd

OBS! Billedet er af den første prøve og her er ingen stiver i, men det vil jeg anbefale, så sværdet ikke kan bøje fra side til side.

Håndtaget foldes og limes på helt op mod håndbeskytteren.

På model B sætter man efterfølgende bunden af håndbeskytteren på ( den ende med den længste åbning ). Derefter deler man enden, der stikker ud og bøjer den ned og limer fast i hver side.

Pirat sværd

Enden på model B

Pirat sværd

VOILA!

Pirat sværd diy

Model B

Man kan jo pynte sit sværd på alle mulige kreative måder og man kan også, som jeg, gøre det ret enkelt. Det kommer nok an på, hvad det skal bruges til og hvem, der skal lege med det osv. Albert vil nok forsøge at æde sit, så der har jeg ikke brugt noget krudt på pynten! Karls har jeg limet lidt guldfarvet silkepapir på bølgepappet. Det skjuler også enden, som er knapt så smuk på model B 😉

OBS! Sværdet er mest til pynt og tåler ikke de vilde slåskampe, men jeg er sikker på at Karl kan se det sjove i det og så holder det så længe det gør 😊

Hvis du giver dig i kast med dette lille sværd og viser det frem, ville jeg blive lykkelig, hvis du vil linke til eller tagge roderum 😘

HEY HOO! OG EN HEL FLASKE ROM 😆